Kognitiv kristendom

Forleden hørte jeg en mand sige, at han syntes, at julen var noget rigtig lort.
Jeg kunne ikke lade være med at le.  Så ekstremt komisk var det i min optik, at der var ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig være begyndt at fortælle ham om, hvordan jeg opfattede julen, men det opgav jeg på forhånd, idet jeg ikke anså ham for at være parat til at lytte.  Julen var noget lort. Basta. For den rummede ikke andet end stress.
Hånden på hjertet, så har jeg gennem mit liv set en hel del mennesker, som lider i juletiden af mange forskellige grunde. Især kvinder, som ikke orker den store arbejdsbyrde. Men i disse tider, hvor mændene er kommet med i køkkenet og rengøringsarbejdet, er der tilsyneladende også mænd, som synes, at det er et stressende præstationsræs på mange forskellige måder. Og kan man nu finde en gave, som konen bliver glad for? O.s.v . o.s.v.

Mon det var det Grundtvig tænkte på, da han sluttede salmen ”Velkommen igen Guds engle små” med bønnen ”lad julesorgen slukkes”? Nej, ganske afgjort ikke, tænker man mig bekendt indenfor teologien. Jeg derimod ja, det tror jeg faktisk, og lidt til. Men for at forstå det, må man til at kigge anderledes på juleevangeliet, og hele det nye testamente i det hele taget, end vi er vant til.
Vi, som overhovedet ulejliger os med hans ord, er vant til at tænke, at denne julesorg  jo ikke kan have noget med selve fredsfyrstens og verdensfrelseren Jesu fødsel at gøre, men derimod med, at han er født til en skæbne, som indebærer, at han skal korsfæstes. Julesorgen forstås således som den kendsgerning, at dette lille uskyldige Guds barn skal blive så misforstået og forhadt, at han af sine egne klynges op til lidelse på korset. Det store glade budskab, som tidsmæssigt kulminerer samtidig med, at mørket kulminerer og vi går mod lysere tider, budskabet om, at der skal være fred på jord og i mennesker velbehag, forstyrres således i det kloge menneske Grundvigs tænkning af bevidstheden om, at han skal så grumme meget ondt igennem.

Grundvig ved godt, at det rent historisk skete, at han blev korsfæstet,  Jesus, og at man ikke sådan kan lave om på historieskrivningen. Når han alligevel beder om, at det skete må være usket, at det vi har gjort må være ugjort, er det fordi Grundtvig i denne bøn har en dybt esoterisk tilgang til julemysteriet. Sorgen i julen er korsfæstelsen, og det, Grundtvig beder om, er, at den ikke længere skal være aktiv. At sorgen slukkes betyder jo, at den billedligt ikke længere hverken brænder eller ulmer.  For noget der er slukket er ikke længere.
Men så er det jo en bøn om en utopi, vil nogen nok indvende. Det kan vel være; men lad os så lige først blive enige om, hvad vi mener med dette ord. De fleste mennesker forstår ordet utopi som noget, der er umuligt. Men dybest set betyder det et sted, som ikke er, men som vi længes efter. Og med den kloge digter William Heinesens ord om, at selve længslen er pant på, at det, vi længes efter, er til, kan man jo så sige, at jo, det er rigtigt: Grundtvig beder om en utopi. Han beder dybest set om en kristendomsforståelse, hvor korsfæstelsen er fraværende, og hvor det i stedet for almindelige menneskers uvidenhed er vidende Guds engle små fra høje himmelsale, der befordrer tankeklimaet. I traditionel kristendomsforståelse er himlen noget der hører til, når vi er døde (og i moderne teologi så vidt jeg forstår ikke engang da), men i denne salme er der klart fokus på, at himlen er noget, som vi skal have til at indfinde sig her på jorden. For når englene vandrer ”op og ned på salmens tonestige”, er kommunikationskanalen mellem Gud og os åben, Herren byder på fred til dem, der higer efter den; himlens borgeled åbner sig, og da kommer ret Guds rige. Når han i næste vers beder om, at dette må ske ”før vore øjne lukkes” er der naturligvis tale om, at det er noget der skal ske, mens vi lever dette liv på jord. Her er således tale om, at vi kan komme til at aktivere et link til et liv i kærlighed og fred, et liv, hvor der ikke længere er nogen smerte. Han beder faktisk om, at den åndelige dimension må blive så aktiv i mennesker, at vi higer efter den form for liv, som nærer ånden.

Kruset kan være af ler og kagen tør, deri sig engle finde. Altså: Det er revnende ligegyldigt med det materielle arvesølv og om vi har nået at bage tolv slags julebag. Der er intet at stresse over. Det, mange oplever som en daglig lidelse, korsfæstelse i symbolsk forstand, er noget vi kan komme ud af, hvis vi virkelig vil.
Korsfæstelsen er ikke noget at stresse over. Det ved Grundtvig i dette inspirerede øjeblik. Den er der kun, så længe vi ikke higer efter Guds fred. Og Guds fred er der kun en vej til, nemlig ved selv at kunne kommunikere på salmens tonestige. Ved at have freden i sig selv.

Det egentlige julebudskab handler i esoterisk forstand således ikke så meget om et historisk jesusbarn der blev født og senere desværre korsfæstet. Det handler om, at vi på jorden, symboliseret ved betlehemsstjernen, modtog en kosmisk impuls, som Jesus udlevede kærligheden og visdommen i på det fysiske plan.  Det gamle testamentes profetier om fredsfyrsten, der skal komme, og det nye testamentes evangelier, som fortæller om hans komme og liv, er esoterisk betragtet derfor ikke hovedsagelig en historie om et enkelt  guddommeligt menneske, som vi  så ved juletid fejrer fødslen af, men derimod om en mulighed for menneskeheden. En mulighed for virkeliggørelse af en utopi, som handler om at få et himmelsk liv på jord, forbilledligt legemliggjort som realitet ved Jesus Kristus. Denne utopi inviterer Grundvig os til sammen med ham at bede om at få virkeliggjort med ordene ”Vor Fader i Himlen! Lad det ske! Lad julesorgen slukkes!”
Lad os altså komme ud af vor daglige korsfæstelse.
Er der så noget vi kan gøre selv?
Ja! Higer man efter freden, så lader man være med at være så skråsikker og dømme om både den ene og den anden.  Så tilstår man, at man faktisk selv ikke ved andet, end hvad man har erfaret og læst sig til, hvilket jo ifølge sagens natur må være betydeligt mindre end summen af alt, hvad der er erfaret af de 7 milliarder mennesker,  der lever pt og endnu flere dyr samt summen af al bearbejdning af tænkning gennem tiderne. Det er faktisk yderst begrænset, hvad man kan vide.  Og det man mener at vide, er måske i virkeligheden mestendels blændværk.  Noget man tror eller bilder sig ind. Men man har muligheden for at lade være med at udgå fra, at sandheden for alle andre må være forkert, hvis den ikke er som lige præcis ens egen, altså simpelthen slippe ens egne forudfattede meninger, eller fortidstænkning, som en kognitionsneurolog  vil kalde det, og bevæge sig ind på ”salmens tonestige”, bevæge sig derind, hvor egoet holder kæft, og hvor man har mulighed for at blive inspireret, og så vente… Så skal inspirationen nok komme inden øjnene lukkes.

Ifølge esoterikken er der imidlertid tale om et udviklingsprojekt, som strækker sig over flere tusinde år. Rent symbolsk er krybben i stalden, som Jesusbarnet begynder sit jordeliv i, i virkeligheden at forstå som det dyrerige, mennesket udvikles af, og de vise mænd, som bringer gaver, er de store verdensreligioner.  Nogle vil måske synes, at det er en underlig udlægning, idet det er modsigelsesfyldt, at de eksisterende verdensreligioner skulle byde en ny velkommen. Men det skyldes, at der slet ikke er tale om en ny verdensreligion, men at der er tale et nyt bevidsthedsparadigme, som består i, at det enkelte menneske kan opfatte sig selv som et Guds barn, hvilket vil sige i højere grad et åndeligt end et fysisk væsen, eller i højere grad et kærligheds- og fredshigende menneske-menneske end et dominanstrængende dyremenneske.  Altså: Ikke et pattedyr med lidt følelser og intelligens og hunger efter magt, men kærlighedsfuld og vis ånd, som benytter det fysiske legeme som et redskab til at skabe himmelsk liv på jord. Det er på den måde livet esoterisk betragtet er evigt. Og det er derfor, vi kan have historien om, at Kristus genopstod fra de døde. Han var aldrig død, og vi vil aldrig være døde. Vore kroppe kan korsfæstes, ligesom Jesu krop, men det dør det sande menneskebarn eller ånden i os ikke af. Og den bevidsthed har det mulighed for at have i levende live, hvorved frygten naturligvis vil forgå. Religioner ligeså. Og en kristen praksis vil tage over. Det er esoterisk betragtet deri det messianske projekt består, som er fælles for alle religioner. Som sådan rummer samtlige religioner esoterisk betragtet den grundtvigske juleutopi i sig, nemlig at vi vedgår os vor åndelige arv, som er det egentlige arvesølv.

Rent praktisk må der samtidig være en higen ud af tankeklimaer, som har med ihjelslagning at gøre.  Vore kroppe holder op med at stræbe hinanden efter livet. Buddet ”Du må ikke slå ihjel”, er således aktivt i vort hjerte som empati med levende væsener på et sådant niveau, at vi ikke kan nænne at ihjelslå andre.  Vi holder også op med at kritisere hinanden og dømme hinanden og skælde ud. Det vi har lært at kalde for de syv dødssynders tankeklima, hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er noget, der degenererer.   Vor fysiske krop og vort seksuelle begær vil aftage, og vi vil få nye højintellektuelle erogene zoner. Den kunst vi kender til vil ikke længere være. Kunst vil alene være af en art, hvor kreativiteten stimulerer den højere livslyst.
Jeg kender mennesker, der tænker Vorherrebevares ved tanken om et sådant himmelsk liv på jord.  Boris Jeltsin skulle således efter sigende, da han besøgte de skandinaviske lande, som i virkeligheden hvad enkelte områder angår er godt på vej ind i himmeriget, have sagt, at det da var meget pæne og velfungerende lande, men at her også var ekstremt kedeligt, da her aldrig ville kunne udbryde en eneste lille krig eller revolution.   Nu er netop Jeltsin måske et noget outreret eksempel, da enhver har haft mulighed for at se ham som en kluntet fyldebøtte. Men mange tendenser i vort samfund går faktisk i retning af besynderlige former for følelsesmæssigt forrående og afstumpende retninger.  Eksempler? Pornografi og prostitution er f.eks. legalt. Problemet med pædofili er i tiltagende. Filmproduktionen går  i den grad efter pirring af voldelig og seksuel art, at der for sådanne følsomme sjæle som mig snart ikke er en ærlig film at se. TV’2 familiejulekalender heldigvis endnu  undtaget.  Der udgives snart ikke andre bøger end krimier, i hvilke perversiteterne efter anmeldelserne at dømme skal ud i det totalt makabre for at være interessante.  Og flere af vore politikere opfører sig mere som Herodes og Pilatusser end som Jesus. En ikke uvæsentlig del af medierne med.

Den virkelige julesorg er måske derfor, at mange af os simpelthen ikke ønsker at julesorgen skal slukkes. Mange af os får måske stadig et kick ud af korsfæstelsen, af den daglige lidelse? Jeg vil vel ikke ligefrem kalde det sadomasochisme, men det lugter i den retning.
Jeg gad egentlig vide, hvad folk tænker  i kirken juleaften, når de synger ”Velkommen igen Guds engle små”?
Vorherrebevares?

Når kristendommen fremstår så svækket, som den gør, i denne tid, kan det måske have noget at gøre med, at vi tager udtalelsen om, at vi, når nogen slår os på den ene kind så skal vende den anden til, for bogstaveligt.
Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.

Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.

Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.

Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …

Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Det er sygt at tro, at ondskab findes. Men vi har i massevis af sindssygdom.

Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.

Hvis den italienske filosof Gianni Vattimo, som er en af Niels Grønkjærs ”helte” i bogen ”Den nye Gud”, har ret i sin påstand om, at kristendommen er sekulariserende, og at den moderne verdsliggørelse er en udløber heraf, kan der være sund fornuft i at se på dogmerne ud fra vor tids bevidsthed.
Niels Grønkjær (NG), bl.a. præst for Vartov, tager et syvmileskridt i den retning i den nævnte bog. Han får peget på, at der eksisterer en eller anden slags mulighed for gudsopfattelse hinsides fundamentalisme og ateisme, og han når i bogens slutning frem til den påstand at sandheden er processuel, og at det er alt det, som beredes os gennem et opmærksomt forhold til tingene og binder os i indbyrdes omsorg, der er vejen til gudsriget.
Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.
Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.
Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.
NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.
Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.
Dette giver jo ikke mening.
Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.
Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.
Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.
Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.
Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.
At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.
Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.
I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.
Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.
At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.
Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.
Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.
Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.
Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?
Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.
En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.
En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.

Hvad er det der sker på Det Kongelige Bibliotek, spørger vi os her på stedet? Der var engang, da jeg havde min daglige gang på KB som studerende og efterfølgende som forsker. I halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Det var et sted, hvor mennesker forsøgte at blive klogere.

Hvis nogen dengang havde sagt til mig, at der ville komme en dag om tyve år, hvor der i et af bibliotekets lokaler ville blive afholdt et møde, som opfordrede til, at  mennesker, der arbejdede for den ide, at alle skulle have adgang til at læse og skrive, skulle slås ihjel, og at de mennesker, som afholdt det, endvidere ikke primært opfattede mennesker som mennesker men som køn, ville jeg have troet, at jeg havde at gøre med et  forvirret sygt paranoidt væsen.

  Som det ser ud nu, er sådan tænkning åbenbart lige så normal for bibliotekets ledelse som at gå i lilla skjorte.

Jeg spørger mig selv, om det mon kan tænkes, at vi har nogle ledelsesproblemer.

I Jyllands-Posten i lørdags  (Indland s. 6) postulerer biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, at vi alle er syndere, og at det er en udbredt misforståelse, at man skal være mere kristen eller ren end andre, fordi man arbejder for kirken. Kristendommen lærer os netop, påstår han, at vi alle er syndere, også præster, og at vi er elsket på trods af, at vi ikke er fuldkomne.

Det er sædelighedsforbrydelserne og pædofilisagerne, som han forsøger at få os til at forstå helt naturligt vil forekomme indenfor kirkens mure såvel som udenfor.

Men det er dybest set højst unaturligt, at rimeligt højtudviklede væsener som mennesker begår overgreb på artens afkom, idet sådanne overgreb jo umuliggør artens sunde udvikling.

Enhver, som har oplevet voksne hunde møde hvalpe, har set, at de har en naturlig hæmning overfor at gøre hvalpene noget. Har vi sunde instinkter, vil vi således udelukkende udvise en adfærd overfor vor arts børn, som kan bidrage til artens forædling. Alt andet er dybest set selvdestruktivt.

Da det væsentligste i kristendommen er kærlighedsbudet, som bl.a. indebærer, at vi skal elske  Gud, helheden, over alt og næsten som os selv, er det ganske enkelt noget vrøvl at sige, at man kan være kristen og synder. For er man kristen, elsker man sin næste og kan ifølge sagens natur ikke under nogen omstændigheder nænne at  begå overgreb på ham. Ellers er man ikke kristen.

At ”nåden” så er et grundvilkår for alle, uanset om man er hedning eller kristen, er en anden ting.

Jeg kender imidlertid ikke en eneste præst i dette land, som ikke holder fast i, at vi er syndere, og jeg vil derfor tillade mig at påstå, at præsterne i dette land overhovedet ikke er kristne.

Dybest set er tanken om, at man frelses i kraft af stedfortræder (troen på Jesus) en reminiscens fra hedenskaben, hvor en magt udenfor en selv afgjorde ens skæbne. Denne opfattelse er dybest set underordnet et verdenssyn, hvor det er kaos der hersker, men tager vi os af de allervæsentligste påstande i bibelen, er der ingen tvivl om, at det, at Gud er retfærdig, i moderne terminologi svarer til, at det er et ordensprincip som hersker og ikke et tilfældighedsprincip. Der hersker orden, kosmos, ikke uorden, kaos.

Når nogen forbryder sig mod kærlighedsbudet, bringer de således midlertidige tilstande af tilsyneladende kaos.  Som da Gud lod det regne med ild over Sodoma og Gomorra, fordi der var nogen der, der forbrød sig nogenlunde på samme maner, som biskoppen mener hører med til at være et almindeligt syndigt menneske i dag. Men som vi kunne lære af en sådan historie, opfordres vi så det basker til ikke at gøre den slags vederstyggelige ting.  Og symbolsk viste Abraham jo ved eget eksempel, at mennesket netop ikke behøvede at være syndigt. Ingen vil vel hellere påstå, at menneskesønnen, kristus, var det.

 Dertil ved vi fra al forskning i lovmæssighed for udvikling i lukkede systemer, at alt bevæger sig i retning af orden, selvom tilstande i overgangsfaser tilsyneladende ser ud til at være præget af uorden.

Præsterne er med al deres snak om mennesket som syndigt med til at holde fast i tanker om uorden og er således en klods om benet på alle bestræbelser i retning af at få jorden til at være et kærligt og fredeligt sted at være. Man kan sige, at de holder fast i sodomaoggomorratilstande som naturlige og forplumrer ideen om fred på jord.

Når mennesker kan finde på at være voldelige overfor den næste generation, er der altid en årsag til det, og årsagen har at gøre med ting som er sket, og som har præget disse menneskers psyke, ikke med hvad vi er. Vi er nemlig ikke vor psyke.

Vi er alle lige så uskyldige som det nyfødte barn, som præsterne til min kolossale forundring får folk til at gå med på at tro er født syndigt.

Det er simpelthen volapyk. Set fra mit ståsted i verden er disse religiøse sekter, hvor nogen påberåber sig retten til at dømme andre som syndere, samtidig med at de repræsenterer en verdensimpuls, som oplyser om, at det er en kosmisk lovovertrædelse at dømme, intet som helst andet end galehuse.

At man rent politisk ikke forsøger at fremme alle bestræbelser på at fremelske en ikke-voldelig-kultur, altså en næstekærlig praksis, og så lader disse selvbestaltede gudsrepræsentanter sejle deres egen sø i deres egen syndige suppedas, begriber jeg ikke. Så længe vi tror, at det er en positiv del af vor kulturarv at døbe børnene ind i en syndskultur, implementerer vi jo aktivt soddomaoggomorragenet.

Hvad i alverden skal det dog gøre godt for?